Spørgsmål og svar om bivokspapir
Hvad er bivokspapir?
Mange kalder det for bivokspapir, og det er ganske rigtig tyndt som papir, men er slet ikke lavet af papir. Det er lavet af bomuldsstof, som er imprægneret med en voksblanding, der består af bivoks, jojobaolie (som faktisk er en voks), kokosolie og dammar harpiks. Jeg har valgt at kalde mine produkter for Madklædeark og Madklædeposer – for det er præcis det det er…et stykke stof, et klæde, der kan bruges til at pakke mad ind i – et Madklæde.
Jeg anvender dammar harpiks i stedet for pinus harpiks. Det er der en rigtig god grund til. Jeg har kolofonium allergi og kan ikke tåle harpiks fra nåletræer. Dammar harpiks stammer fra løvfældende træer, og her har jeg ingen problemer. Har du kolofonium allergi (f.eks. problemer med plastre) kan du uden problemer bruge mine Madklæder. Den økologiske jojobavoks er meget brugt indenfor hudpleje, så også her er der tale om et gennemtestet materiale. Økologisk kokosolie er kendt og elsket og brugt af rigtig mange i madlavning – Madklæderne kan dog ikke ligefrem spises.
Bomulden, jeg bruger, er GOTS-certificeret (Globel Organic Tekstile Standard). Det betyder, at der er taget hånd om hele forsyningskæden. Ordentlige forhold for de mennesker, der dyrker den økologiske bomuld, styr på anvendelsen og mængden af vand, og årlige tjek af uvildige kontrollanter, der gennemgår hele proceduren, for at producenten kan beholde certificeringen.
Det er betrykkende for mig som aftager af klædet at vide, der er taget hånd om disse ting. Og så er der bivoksen – økologisk naturligvis. Det betyder, at markerne hvorfra bierne samler er økologisk dyrket. Bierne behandles korrekt, passes og plejes, og der tages ikke mere fra dem, end de kan gendanne på fornuftig vis. Bier er som andre husdyr – trives de, giver de godt udbytte, og hvem vil ikke gerne se sine dyr trives.
Hvad/hvordan kan man bruge bivokspapir til?
Bivokspapiret (Madklædet) kan bruges til at holde madvarer friske. Det er som en ekstra, åndbar hud, der hjælper maden med at holde på fugten uden at den bliver for fugtig – der dannes ikke kondens på overfladen. I mange år har stanniol og husholdningsfilm været en del af vore almindelige husholdning. Problemet med disse er produktionsmetoderne.
Stanniol koster virkelig meget energi at fremstille og husholdningsfilm er tynd plastik – og behovet for at begrænse plastik behøver vist ikke nogen nærmere forklaring. Det genanvendelige aspekt i Madklædet er også en meget væsentlig del af ideen. Det giver rigtig god mening at bruge ting flere gange. Vores brug og smid væk-kultur er ikke holdbar. Der er brug for genanvendelige alternativer til mange ting i vores hverdag, og Madklædet er et ganske fornuftigt og enkelt bud på at begynde et sted.
Madspild kan mindskes ved at bruge madresterne fra dagen i forvejen, og madklædet kan sørge for, at for eksempel brødet ikke ligger og bliver tørt. Madklædeposen XL er lavet specielt med tanke for opbevaring af brød. Store grøntsager som porrer og grønkål passer også rigtig godt i denne pose. Poserne L og M er perfekte til madpakken. Husk blot at minde børnene om, at de skal med hjem igen.
Arkene kan foldes til små kuverter og bruges til lidt ekstra snack som nødder og rosiner. Jeg bruger selv ark til indpakning af ost, hvilket jeg syntes de egner sig fortrinligt til – og ja, det kan komme til at lugte lidt af ost, men det gør al indpakning af ost vist nok. Jeg bruger blot de samme klæder til oste, og et andet til at lægge over skålen med salat. Meloner er en anden ting, som Madklædeark virkelig egner sig godt til. Skåle og kander med tud – her virker klædet perfekt, da det smyger sig om formen.
Hvordan bruger man Madklædeposer og ark?
Ved at bruge varmen fra hænderne, lukker man toppen af posen. Varmen får voksen til at blive lidt klæbende og holder sammen på posen. Arkene foldes om det, man vil pakke ind. Igen er det varmen fra hænderne, der gør arbejdet. Arket er føjeligt og følger formen på det, der skal beskyttes. Det er vigtigt at være opmærksom på, at Madklædet ikke egner sig til direkte indpakning af råt kød og rå fisk. Det kræver høje temperaturer at rengøre kontaktmaterialer, der kan indeholde bakterier, som f.eks. noget der, har været i kontakt med råt kød.
Og så er der ananas. Madklædet kan ikke bruges til ananas. Det skyldes et enzym i frugten, der nedbryder voksen i klædet. Til gengæld er der ingen problemer med citrusfrugter som citron og appelsin. Æbler har også gavn af et Madklædeark og den halve avokado holder lidt længere. Jeg har prøvet at lægge et lille stykke omkring stilken på en banan – det er overraskende effektivt, og trækker tiden før end den begynder at få brune pletter.
Hvordan bliver bivokspapir lavet?
Voksblandingen smeltes og påføres tekstilet, så det gennemvædes af blandingen. Kunsten er at påføre voksen i et tyndt og ensartet lag, så der er tilpas meget voks til at beskytte, men ikke så meget at tekstilet bliver tykt og stift. Du kan godt lave det selv, det kræver noget tålmodighed og rengøringen af køkkenet skal gerne planlægges.
Jeg har valgt at forhandle en opfriskningsblok, hvor den rette blanding af ingredienser i voksblokken hjælper med at gøre processen lidt nemmere. Det handler om at tænke arbejdsgangen godt igennem, og det at have en færdigblandet voks, gør arbejdet en hel del lettere. Hvis du gerne vil lave det helt fra bunden, med eget stof, er det også en mulighed. Igen er de færdigblandede voksblokke en god ide. Her springer man over en del af processen, der godt kan drille lidt. Det færdige resultat afhænger af hvor godt påføringen af voksen er gjort.
Hvordan kan man gøre bivokspapir rent?
Rengøring er nemt – lunkent vand eller en fugtig klud er ofte nok. Der kan også bruges lidt mild opvaskesæbe. Er der kommet mug på klædet, anbefaler jeg ikke at forsøge at bruge det igen, men hellere smide det ud. Det er dog muligt at vaske det i lidt varmere vand, bruge lidt mere sæbe, skylle godt og lægge det på bagepladepapir ind i ovnen ved ca. 100 grader i 5-10 min. Det skulle slå muggen ihjel, men som sagt anbefaler jeg det ikke. Hold hellere lidt øje med de madvarer der gemmes – selv med så åndbart et produkt som Madklædet, kan det ikke holde mad frisk i det uendelige. Det er selve klædet, og ikke maden, der kan holde i 6-12 måneder
Hvor mange gange kan man bruge bivokspapir?
Klædet er genanvendeligt, og kan bruges i 6-12 måneder alt efter brug. Det vil med tiden vise tegn på slid, men det er muligt at genopfriske med ny voks – se hvordan på hjemmesiden, hvor der er en DIY, der trin for trin beskriver hvordan.
Kan man fryse bivokspapir ned? og hvordan?
Man kan godt bruge Madklædet i fryseren. Brug det på samme måde som du plejer at bruge en almindelig frysepose. Det holder snildt flere uger, men det må ikke forventes at holde i flere måneder. Rå kagedej holder sig glimrende pakket i fryseren i et Madklædeark eller en Madklædepose. Klædet bliver lidt stift i kulden, men lad det blot ligge på bordet et øjeblik, så er det nemt at folde ud igen.
Kan man vaske bivokspapir?
Det er ikke muligt at putte Madklædet i opvaskemaskinen eller vaskemaskinen. Vandet er simpelthen for varmt, og voksen bliver slidt af.
Madklædet vil med tiden blive mindre klæbende. Det hjælper at kramme klædet til en let kugle, og folde det ud igen. Det hjælper også at bruge lidt varmere vand ved rengøring. Her er det dog vigtigt ikke at gøre det hele tiden, for så vasker man voksen ud af stoffet.